Eksperimentel metode

Den eksperimentelle metode anses som værende guldstandarden inden for samfundsvidenskaberne. Dette fordi metoden giver mulighed for at belyse kausale sammenhænge. Eksperimentet går i al sin enkelthed ud på, at vi ved hjælp af randomisering – altså tilfældig inddeling – kan sandsynliggøre, om en stimulis har en effekt eller ej. Dette eksempelvis om en politik virker efter hensigten eller ej.

Eksperimentets grundsten

Eksperimenter består som minimum af fire elementer: deltagere, en stimulis, en tildeling af stimulus og en måling af et udfald. Deltagerne er de forsøgsenheder (ofte personer), der indgår i eksperimentet. Stimulus er er det, man ønsker at undersøge effekten af (eksempelvis effekten af en nyhedsartikel). Tildeling af stimulis er den proces, der inddeler deltagerne i forskellige grupper (oftest en stimulus- og kontrolgruppe). Måling af udfald er en måling af det fænomen, man er interesseret i at forklare (eksempelvis borgernes holdninger til indvandring).

Det der adskiller eksperimenter fra andre metoder inden for samfundsvidenskaberne, er, at vi som forskere har kontrol med og viden omkring, hvorfor nogle deltagere får en stimulis og andre ikke gør. Dette finder oftest sted ved hjælp af randomisering, hvor vi kan være sikker på, at det er tilfældigt, om man får et stimulus eller ej, og dermed kan eventuelle forskelle mellem dem, der har fået en stimulis, og dem der har ikke har, udelukkende tilskrives stimulus og ikke andre forhold.

Hvis vi eksempelvis er interesseret i at vide, om det at læse artikler om en flygtningekrise kan påvirke borgerens holdninger til indvandring, vil udfordringen være, at der kan være mange grunde til, at folk læser artikler om en flygtningekrise, der også kan være forbundet med deres holdninger til indvandring. Vi kan derfor ikke blot sammenligne folks holdninger og se, om der er forskelle blandt dem der læser artikler om emnet med dem, der ikke gør. Dette problem løser eksperimentet ved at gøre det tilfældigt, om man får en artikel omhandlende en flygtningekrise eller ej, hvorefter man kan måle forsøgsdeltagernes holdninger og se, om dem der har læst artiklen, har andre holdninger end dem, der ikke har læst artiklen.

Forskellige typer af eksperimenter

Der findes forskellige typer af eksperimenter. Disse kan kategoriseres efter graden af randomisering og hvor meget kontrol forskerne har over denne proces. Fælles for alle typer af eksperimenter er, at der er et eksogent stimulis, altså en stimuli der ikke er relateret til en anden faktor, der ville kunne forklare en eventuel effekt.

Tabel 1 oplister fem typer af eksperimenter: 1) laboratorieeksperimenter, 2) felteksperimenter, 3) spørgeskemaeksperimenter, 4) naturlige eksperimenter og 5) kvasieksperimenter.

Tabel 1: Typer af eksperimenter


Type Eksogent stimulus Randomiseret inddeling Kontrol med inddeling
Laboratorie
Felt
Spørgeskema
Naturligt
Kvasi

Kilde: Blom-Hansen og Serritzlew (2014).
Note: Simplificeret udgave af tabel i kilde.

Laboratorie-, felt- og spørgeskemaeksperimenter har alle den fordel, at forskeren har kontrol med inddelingen af stimulus. Gerber et al. (2008) foretog således et felteksperiment, hvor de sendte forskellige typer af post ud til borgerne for at undersøge, hvad der kunne få folk til at stemme. Havde de ikke haft kontrol over denne proces, altså udsendelsen af breve, ville der ikke være tale om et felteksperiment.

Naturlige eksperimenter adskiller sig ved, at forskeren ikke længere har kontrol over inddelingen af stimulus, men at vi kan sandsynliggøre, at der er tale om randomiseret inddeling. Doherty et al. (2006) undersøger således om folk der vinder mere i et lotteri, har politiske holdninger, der adskiller sig fra dem, der vinder mindre. Det er ikke forskerne der styrer denne randomisering, men der er stadigvæk tale om randomiseret inddeling, hvorfor det er et naturligt eksperiment.

Sidst har vi kvasieksperimentet, hvor der ikke længere er tale om tilfældig inddeling, men dog stadigvæk forhold der gør, at vi kan betegne stimulus som eksogent givet, altså ikke relateret til andre forhold. Eksempelvis udnytter Larsen (2018) at den danske spørgeskemaundersøgelse fra European Social Survey blev indsamlet på samme tid som regeringen i 2013 fremsatte deres udspil til en SU-reform. Da det forhold om man deltog i undersøgelsen før eller efter reformen blev præsenteret ikke var relateret til selve reformen, kunne det sandsynliggøres at der var tale om et kvasieksperiment.

Eksperimentets begrænsninger

Der er nævneværdige begrænsninger ved den eksperimentelle metode. Disse er af etisk, praktisk og naturlig karakter.

De etiske begrænsninger relaterer sig til, hvad der er acceptabelt at randomisere og teste. Da forskeren har kontrol over den situation en forsøgsdeltager er i, især i laboratorieeksperimenter, er det afgørende, at der tages højde for, at der er etiske begrænsninger for, hvad man kan udsætte forsøgsdeltagere for.

For det andet er der praktiske begrænsninger. Eksperimenter er ofte ressourcekrævende, især hvis man skal gennemføre store felteksperimenter.

For det tredje er der naturlige begrænsninger. Der er ganske enkelt forhold, vi (heldigvis) ikke kan randomisere i et eksperiment, eksempelvis om et land går i krig med et andet land eller ej.

Eksperimenter i praksis

Hansen og Larsen (2019) foreslår 11 trin, der er relevante, når man i praksis vil gennemføre et eksperiment med inden for samfundsvidenskaberne:

  1. Gør dig klart, hvilken påvirkning du vil undersøge effekten af (altså din hypotese).
  2. Definér hvilken gruppe af mennesker, der skal være med i eksperimentet.
  3. Udarbejd materiale der skal kunne gives til forsøgsdeltagerne i interventionsgruppen men ikke kontrolgruppen.
  4. Undersøg om du skal have tilladelse til at gennemføre eksperimentet. Hvis du skal have en tilladelse, skal denne selvfølgelig erhverves.
  5. Udfør en proto-test af eksperimentet og foretag eventuelle justeringer.
  6. Del deltagerne op i en interventions- og en kontrolgruppe via en tilfældig inddeling (så det ikke er andre forhold, der gør, om man er i den ene eller anden gruppe).
  7. Observér, notér og/eller mål deltagernes adfærd.
  8. Supplér eksperimenterne med observationer af eksperimentets kontekst.
  9. Informér efter eksperimentets fuldendelse deltagerne om deres deltagelse i eksperimentet og giv dem mulighed for at komme med feedback (denne proces kaldes også debriefing).
  10. Foretag analyse ved at udregne gennemsnitsværdierne for henholdsvis interventions- og kontrolgruppens adfærd.
  11. Udregn den kausale effekt af din påvirkning ved at udregne forskellen mellem de to gennemsnitsværdier.

Videre læsning

For en generel indføring til eksperimentel metode i politologisk forskning, se Morton og Williams (2010). For et fokus på felteksperimenter, se Gerber og Green (20129. For et fokus på spørgeskemaeksperimenter, se Mutz (2011). For et fokus på naturlige eksperimenter, se Dunning (2012).

Eksperimenter bliver ofte diskuteret i relation til intern og ekstern validitet. For en god introduktion til diverse validitetsbegreber i relation til eksperimentel metode, se Shadish et al. (2002).

Referencer

Blom-Hansen, J. og S. Serritzlew. 2014. Endogenitet og eksperimenter – Forskningsdesignet som løsning. Politica 46(1): 5–23.

Doherty, D., A. S. Gerber og D. P. Green. 2006. Personal Income and Attitudes toward Redistribution: A Study of Lottery Winners. Political Psychology 27(3): 441-458.

Dunning, T. 2012. Natural Experiments in the Social Sciences: A Design-Based Approach. New York: Cambridge University Press.

Gerber, A. S., D. P. Green og C. W. Larimer. 2008. Social Pressure and Voter Turnout: Evidence from a Large-Scale Field Experiment. American Political Science Review 102(1): 33-48.

Gerber, A. S. og D. P. Green. 2012. Field Experiments: Design, Analysis, and Interpretation. New York: W. W. Norton & Company, Inc.

Hansen, P. G. og E. G. Larsen. 2019. Analyse af adfærd via eksperimenter, i Femø, M. & S. Skriver (red.), Metodekogebogen – 129 analysemetoder fra humaniora og samfundsvidenskab. København: U Press.

Larsen, E. G. 2018. Welfare Retrenchments and Government Support: Evidence from a Natural Experiment. European Sociological Review 34(1): 40-51.

Morton, R. B. og K. C. Williams. 2010 Experimental Political Science and the Study of Causality: From Nature to the Lab. New York: Cambridge University Press.

Mutz, D. 2011. Population-Based Survey Experiments. New Jersey: Princeton University Press.

Shadish, W. R., T. D. Cook og D. T. Campbell. 2002. Experimental and Quasi-Experimental Designs for Generalized Causal Inference. Wadsworth Cengage Learning.

Sidst opdateret: januar 17, 2019
Skrevet af: Erik Gahner Larsen